Emil er uddannet navigatør fra Marstal Navigationsskole i 2015 og har siden 2018 været skipper på HALMØ. Ud over at stå ved roret er det også Emil, der – sammen med resten af besætningen – sørger for at vedligeholde og klargøre HALMØ til årets sejlsæson. For Emil handler bevarelsen af de historiske træskibe om mere end blot håndværk. Det er en måde at holde vores stolte, maritime traditioner i live. En vigtig del af Danmarkshistorien, som gæsterne får mulighed for at mærke helt tæt på, når de træder ombord for første gang.
Emils karriere til søs begyndte i 2011, da han var elev på Skoleskibet DANMARK. Her forelskede han sig i kulturen og arbejdsformen, og han har været en del af det maritime miljø lige siden. Efter ansættelser på sejlskibe i bl.a. Danmark og England vendte han tilbage til skoleskibet, hvor han i tre år – som kvartermester og bådsmand – var med til at uddanne og undervise unge, kommende søfolk.